Striptease med Bill Clinton!

Enjoy! Klik her.

Den ligegyldige turban

Billedet med Barack Obama iført et klæde og en turban-lignende ting er ligegyldigt. Det er så enkelt.

Anders Fogh Rasmussen gjorde det samme under en rejse til Afrika i 2005, og for mig er der ikke den store forskel. De respekterer begge de landes, de besøgte, traditioner, og de viser sig mere som statsmænd end som idioter.

Fokus skal ikke flyttes væk fra det faktum, at debatten om den politik, fremtidens USA skal bygges på, er centrum for valgkampen. Det skal et billede af en turban ikke lave om. Politik kommer først.

Det er ligegyldigt, om Hillary Clintons kampagnestab eller en anden sendte det billede af Barack Obama rundt. At Matt Drugde og hans blog straks gjorde et stort nummer ud af det, er en helt anden historie. Jeg har ærligt talt ikke meget tilovers for den mand. Han er med til at trække fokus hen på et dårligt sted, og han er ikke til gavn for nogen.

Heldigvis går verden videre, og om under en uge – tirsdag den 4. marts – kan primærvalget hos demokraterne træde ind endnu et skridt ind i dets afgørende momenter. Obama kan lægge yderligere afstand til Clinton, eller Clinton kan indhente det tabte.

Jeg må jo erkende, at jeg – ligesom mange andre – lidt for tidligt fik afskrevet Barack Obama, og det var bestemt en fejl. Jeg håber inderligt, at han bliver demokraternes kandidat, men jeg tør ikke kæmpe på, om han bliver det.

Det hele bliver formentlig først afgjort på konventet.

Det samme kan man ikke sige om republikanernes valgkamp. Det er lige før, at der er historierne om, hvem der skal være John McCains vicepræsidentkandidat fylder mere end historierne om selve primærvalget. Tim Pawlenty og Rob Portman er nogle navne, der har været oppe at vende, ligesom modkandidaten Mike Huckabee.

Det er faktisk skønt at følge en amerikansk valgkamp, hvor der popper dårlige historier op engang imellem, men som hurtigt bliver glemt igen, fordi det handler politik.

Turban: Ligegyldig. Politik: Relevant.

Drengen, der ville være journalist for en dag

Jeg faldt fuldstændig for den her knægt, der til jul ønskede sig et "New on 6"-jakkesæt, og som nu har fået sig en tur i CBS's studier. Det må have været noget af en oplevelse.

Slåskampe ender tit galt

John McCain er så godt sikker på at blive republikanernes præsidentkandidat, men kampen hos demokraterne fortsætter lidt endnu – måske endda hele vejen til konventet i Denver.

De to tilbageværende kandidater, Hillary Clinton og Barack Obama, slås stort set fra stat til stat, og de skiftes til at have overtaget – i øjeblikket ligger det hos Obama – i primærvalg, der vel aldrig er set tættere.

Dog 15 stater mangler endnu for demokraternes vedkommende, og en lang, tæt kamp mellem de to senatorer kan være med til at ødelægge demokraternes mulighed for at vinde Det Hvide Hus tilbage i november.

Imens Clinton og Obama kæmper i den for en udefrakommende mest spændende infight i amerikansk politik i flere år, er McCain allerede begyndt så småt at lancere en national kampagne, der dog ikke overskygger den kampagne, han har for at vinde nomineringen endeligt hjem.

Infighten kan være med til at give McCain og republikanerne en fordel.

De demokratiske ”problembørn” har allerede fået partiformand Howard Dean – der i øvrigt selv var præsidentkandidat i 2003-2004 – til at opfordre dem til at undgå alt for mange offentlige debatter. Dean må især være bekymret over, at en egentlig national kampagne måske ikke kan lanceres før efter konventet i august, alt imens republikanerne allerede er ved at komme i gang.

Dean selv står også med et regulært problem: Han har ikke orienteret kandidaterne om sin opfordring personligt; medierne har opsnuset historien.

Slåskampen mellem Clinton og Obama kan ende galt. Måske kan det så galt for dem, at de taber præsidentvalget i november – og måske lyder det ikke så tosset alligevel :-).

Foto: Mary Ann Chastain.

De værdige kandidater

Super-Tuesday er afholdt, og hvilken en nat!

Selvom John McCain ikke med sikkerhed kunne erklære sig som republikansk kandidat, var det stadigvæk en stor nat for ham. Han vandt de to største stater, der holdt primærvalg – Californien og New York – samt en række andre vigtige stater.

En anden sejrherre var Mike Huckabee. Han tog nogle sejre, næsten ingen – heller ikke jeg – havde forventet, og han hjalp indirekte McCain i flere stater, hvor han tog stemmer fra Mitt Romney, som helt sikkert må erklæres som taber.

Hillary Clinton og Barack Obama er stadig lige. De fik næsten lige mange delegerede, og totalt set står de også stadig næsten lige. Under 100 delegerede – forpligtede som uforpligtede – skiller dem ad med fordel til Clinton.

Desto mere jeg hører i valgkampen, jo mere bliver jeg på sikker på, at min støtte er velplaceret.

John McCain er den rigtige republikanske præsidentkandidat. Han har den rigtige plan for Irak, og han vil sikre en værdig udgang for amerikanerne. Derudover vil han give økonomien et godt boost, og han vil ende den massive brug af penge, som Bush-administrationen med god hjælp fra den demokratiske Kongres formår at spendere.

Barack Obama vil være en god for demokraterne. Han kan rent faktisk gøre, at demokraterne kan tiltrække en masse uafhængige vælgere. Derudover stemmer hans standpunkter angående retten til fri abort og homoseksuelles rettigheder overens med mine, og han vil give den almindelige amerikaner bedre social- og sundhedssikring.

Dog er der én væsentlig ting, som gør, at McCain og Obama får min støtte. De vil sikre et tværpolitisk samarbejde. Uanset om McCain eller Obama sætter sig bag skrivebordet i det ovale værelse, vil de forbedre samarbejdet mellem republikanerne og demokraterne, og de vil forene USA igen.

McCain og Obama er de værdige kandidater.