Det er en trist nyhed, men jeg har besluttet ikke længere at benytte denne blog til at skrive indlæg. Bloggen vil bestå, men der vil altså ikke komme flere indlæg.

Fremover kan man få nyheder m.m. samt analyser på amerikansk-politik.blogspot.com.

Med venlig hilsen

Alexander Milan

Besked fra Ralph Nader

Personligt er jeg ikke den store tilhænger af Ralph Nader. Slet ikke. Men denne reklame kunne man i virkeligheden godt lære lidt af.

Nader bliver helt sikkert ikke USA's næste præsident, men budskabet i reklamen er ikke til at tage fejl af, og jeg er helt enig i det. Såvel Barack Obama som John McCain - uanset hvem der bliver valgt - bør tage ved lære, og genforene det amerikansk folk fra republikanerne til demokrater over uafhængige og andre politiske observanser.

Hillary Clintons bedste tale blev farveltalen

Den nu forhenværende demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton holdt i dag sin hidtil bedste tale som præsidentkandidat. Det er der ikke megen tvivl om efter min mening.

Jeg vil måske oven i købet fristes til at skrive, at det måske kunne være Barack Obamas taleskrivere, der havde ført pennen.

Selv en anti-Clinton som mig tør godt indrømme, at det var et flot farvel til Hillary Clinton!

Man kan se talen i sin helhed her.

Vinderen er Barack Obama

Med 172 dage til den 4. november er der nok ikke mange, der tør erklære Hillary Clinton som kommende præsidentkandidat for demokraterne. Der er ikke længere tvivl om, at Barack Obama bliver præsidentkandidat.

Republikanske John McCain kommer ud i noget af en udfordring og noget af en valgkamp, der kun kan blive spændende – mere spændende end primærvalgene, tror jeg.

Barack Obama har trods alle oddsene imod sig vist, at han er værdig som demokraternes kandidat i modsætning til Hillary Clinton, der fra starten troede, at hun hurtigt kunne slå den uerfarne senator fra Illinois ud af spillet. Hun tænkte på det korte sigt frem for det lange.

Barack Obama tænker på det lange sigt. Han havde på fornemmelsen, at det nok ikke ville være hurtigt afgjort, og forberedte sig allerede efter primærvalgene i januar på, at primærvalgskampen kunne trække ud. Det ville ikke blive afgjort ved Supertirsdag.

Den taktik skal Obama fortsætte med at have i hånde.

Mange af meningsmålingerne siger, at han kan vinde over John McCain i november, men det betyder ikke, at han bare skal sætte sig halvt tilbage i lænestolen, og forvente at køre sejren hjem let.

Den republikanske valgmaskine er ved at blive kørt på plads, og den er allerede så småt i gang. Men det skal han ikke tænke på lige nu – Barack Obama skal bruge nogle øjeblikke på at nyde bekræftelsen ved at have nået første mål: At blive præsidentkandidat.

Jeg kan stadig huske, da jeg sad på et hotelværelse i Chicago i januar 2007, tændte for fjernsynet, og så på CBS, at Barack Obama annoncerede, at han ville oprette en exploratory committee. Allerede vidste jeg og flere andre, at det ville blive en fantastisk valgkamp.

Og forventningerne blev ikke mindre, da Hillary Clinton stort set samme dag valgte også at annoncere sit kandidatur – fra dag 1 presset af Barack Obama. Hun havde nok ønsket sig, at hun kunne have trukket sin annoncering lidt.

Det er historie nu, men Barack Obama er nutiden – og fremtiden. Han er vinder, og han er den demokratiske præsidentkandidat.

Foto: Obama-kampagnen.

Læs om John Edwards’ anbefaling af Barack Obama.
Se John Edwards’ anbefaling af Barack Obama.
Læs TIME Magazines coverstory om Barack Obama.

God (sand?) parodi på Hillary Clinton

De deler i porten

Når der i dag er primærvalg i staterne Indiana og North Carolina, vil der ikke blive tale om en afgørelse i den vel efterhånden så dækkede demokratiske valgkamp. Hverken Barack Obama eller Hillary Clinton ender ud med ret meget andet end en sejr til hver.

Det er konklusionen på dette indlæg, og det vil være konklusionen efter i nat dansk tid.

I North Carolina er der nok ikke megen diskussion om, at Barack Obama vil trække sig ud som sejrherre. Han har længe ført i meningsmålingerne i staten, der har en stor sort befolkningsgruppe, og spørgsmålet er kun, med hvor stor margin han vinder over Hillary Clinton, som ikke ligefrem har givet op, men i hvert fald har været mere i Indiana end i North Carolina.

Det er nemlig i Indiana det store slag mellem de to senatorer (gladiatorer?) vil komme til at stå. Indiana er blevet en "battleground state" for de to, og Barack Obama havde et godt tag og en god mulighed for at vinde her. Men problempræsten Jeremiah Wright gjorde sin entre.

For mig at se har Barack Obama håndteret hele problematikken omkring Jeremiah Wright forkert. Det er fint nok, at han har taget afstand fra sin tidligere Chicago-præst og dennes udtalelser, der nok må siges at være kontroversielle! Barack Obamas afstandtagen kom bare for sent. Den skulle være kommet meget før - allerede da de første Wright-udtalelser så dagens lys, skulle Barack Obama have sagt fra.

Men det gjorde han ikke, og det vil komme til at koste ham sejren i Indiana. Og det vil måske også komme til at koste ham på en anden front. Han kan komme til at fremstå som svag, og han kan blive udstillet som om, at hans manglende erfaring har medført manglende dømmekraft i sagen om Jeremiah Wright.

Jeg mener nu ikke, at det er hans mangel på erfaring, der er udslaget af hans mangel på dømmekraft i Wright-sagen. Hvad fanden, hvis Hillary Clinton er så erfaren i politik og i at føre valgkamp, burde hun så ikke have vundet nomineringen for længst, eller er dette også mangel på dømmekraft?!

Barack Obamas manglende dømmekraft er vel udtryk for, at han længe var tilknyttet Wrights menighed, og han længe har kendt Wright som et fornuftigt menneske og en god præst. Det er vel ikke lige som at knipse med fingrene at tage afstand fra en mand, man beundrer.

Det bliver sværere og sværere for Barack Obama hen mod det demokratiske konvent i Denver, Colorado, i slutningen af august, især fordi Hillary Clintons valgmaskine for alvor er ved at komme op og køre. Og det bliver nok ikke lettere efter i nat dansk tid: En sejr til Hillary Clinton i Indiana vil formentlig give hende nogle superdelegerede, og hun vil atter kunne sige, at hun kan vinde i en stat, der er vigtig for demokraterne i november.

Heldigvis for Barack Obama er der North Carolina, så de to præsidentkandidater deler i porten - en stat til hver.

Læs om dagens primærvalg i Indiana og North Carolina.

Yir!

Peace out, Hillary...

På grund af forberedelse til de kommende eksamener og generel mangel på tid til rent faktisk at få skrevet indlæg til bloggen er der ikke så mange indlæg lige nu. Hav tålmodighed - de kommer!

McCain lancerer reklame i New Mexico

New Mexico er én af de stater, hvor der vil blive kamp mellem den republikanske og demokratiske præsidentkandidat.

Med denne reklame begynder John McCain valgkampen frem mod november 2008, og lægger stærk vægt på amerikanske værdier og hans egen historie.

Video fra McCain: "Man In the Arena"

En flot video fra John McCain, den republikanske præsidentkandidat. I videoen er der lydklip fra Winston Churcill og Theodore Roosevelt.

Bill, tag telefonen!

Jeg fik mig et godt grin over den her YouTube-video. Det håber jeg også, du gør.

Er der brug for et nyt parti?

I en ny bog med titlen ”America: Our Next Chapter” bringer den republikanske senator Chuck Hagel et interessant emne på banen, nemlig at dette præsidentvalg behøver en vægtig uafhængig kandidat (i stil med New York-borgmesteren Michael Bloomberg) og med tiden et nyt parti.

Idéen med et nyt parti er bestemt god – den er faktisk rigtig god! Et topartisystem er aldrig godt for et samfund, fordi der sker en større polarisering.

Netop en sådan polarisering er jo, hvad der er sket i de seneste år i USA. Det begyndte i Bill Clintons anden periode, og tog især til, da skandalen kendt under navnet Monicagate kom ud i lys lue i 1998, men som tog i styrke efter præsidentvalget i 2000.

I Danmark har vi mange partier med det kaos, det nu bringer med sig, og det behøves ikke at blive overført direkte til det amerikanske politiske system. Men rejs i stedet til Tyskland eller England.

Tyskland har fem partier, der dominerer den politiske hverdag – CDU, FDP, SPD, De Grønne og Die Linke – uden at det har udviklet sig til kaos, samtidig med den tyske befolkning har en større valgmulighed i det politiske spektrum i modsætning til USA, hvor demokraterne og republikanerne dominerer et stort spektrum.

England har tre partier – Conservative Party, New Labour og Liberal Democrats – hvilket lader til at fungere fint som i Tyskland, dog med den hage at valgsystemet gør, at repræsentationen ikke fordeler sig forholdsmæssigt efter stemmetallet, men derimod efter hvem der først opnår 50 % i et valgdistrikt.

Det er klart, at en overgang fra et topartisystem i dag til et flerpartisystem i fremtiden vil tage tid.

Husk dog, at USA har flere partier – Libertarian Party, Constitution Party og Reform Party eksempelvis – men ingen af dem synes at være kraftfulde nok til at skabe opmærksomhed om sig selv. Jeg har selv tidligere berørt Libertarian Partys stilling i det politiske samfund.

Medierne har dog også en del af skylden på det punkt, idet det er medierne, der ofte sætter dagsordenen. Billedet er vendt fra, at politikerne kunne styre medierne, til at medierne styrer politikerne.

De amerikanske medier burde være med til at hjælpe de mindre partier frem – så ville et nyt parti, som Chuck Hagel lancerer i sin nye bog, slet ikke være en nødvendighed længere.

Men også vælgerne må tage deres del af ansvaret. Ansvar for egen læring hedder det så fint på ungdoms- og de videregående uddannelser i Danmark. Det kunne de amerikanske vælgere i virkeligheden tage ved lære af. Hvis de var villige til at give de mindre partier en chance, ville det politiske billede i USA i dag også se anderledes ud.

Har USA brug for et nyt parti? Ja og nej.

Ja, fordi det ville give en ny start, og fordi det ville være en gylden mulighed for nye kræfter for at give amerikanske vælgere en større bredde i det politiske landskab.

Nej, netop fordi de allerede eksisterende partier – republikanerne, demokraterne, Libertarian Party, Reform Party m.fl. – kan skabe den bredde, der er nødvendig for at skabe et flerpartisystem.

Romney er en dårlig idé

Det er vel et sørgeligt faktum for John McCain, at han i valget af vicepræsidentkandidat bliver nødt til at lede efter en langt yngre person, der er kvalificeret som præsident.

En lang liste har allerede været oppe og vende, og det er klart, at et entydigt gæt kan ingen komme med lige nu, men det betyder jo, at man ikke har ret til at lave en liste over mulige kandidater – for listen er i udgangspunktet lang, men alligevel i realiteten ganske kort.

Lad os begynde med helt usandsynlige: Joe Lieberman. Den uafhængige senator fra Connecticut er en god ven og kollega af McCains, og de er meget enige, når det kommer til udenrigs- og sikkerhedspolitik, men i indenrigspolitikken er Lieberman for venstreorienteriet, og når man som McCain i forvejen har problemer med at tiltrække højrefløjen i det republikanske parti, er det måske ikke en god idé at få en demokrat som vicepræsidentkandidat.

De næste, der kan udelukkes, findes blandt McCains tidligere modkandidater.

Rudy Giuliani er – ligesom Lieberman, men ikke lige så meget – for moderat, og så er han aborttilhænger! Det vil blive svært at overbevise den republikanske base om Giuliani som vicepræsidentkandidat.

Fred Thompson kan vel også hurtigt afskrives. Han førte den vel nok mest sløve kampagne i moderne tid. Han sov næsten mere til middag, end præsident Bush gør, og Thompson lod heller ikke til at være vicepræsident-typen – enten er han nummer ét eller ingen ting.

Præcis det er Mitt Romneys problem. Han vil måske gerne – som han selv så sent som tirsdag gav udtryk for – være vicepræsidentkandidat, og hjælpe McCain til sejr. Men Romney er heller ikke den typiske vicepræsident, og så besidder han et kæmpe troværdighedsproblem.

I modsætning til McCain er Romney en flip-flopper, man overhovedet ikke ved, hvor man har. Det beviste han i den relativt korte periode, der gik fra, at han stoppede som guvernør i den liberale stat Massachusetts, til at han kort tid efter annoncerede sit bud på præsidentposten.

McCain er kendt for sin ”straight talk”. McCain er ærlig og ligefrem, og man ved, hvor man har ham. Romney vil ikke være en hjælp – han vil være en hæmsko! Derfor er Romney som vicepræsidentkandidat en dårlig idé.

John McCain (t.v.) takker Mitt Romney for at anbefale ham tilbage i februar.

Romney vil ovennævnte til trods dog kunne tilfredsstille partiets højrefløj. Præsident Bushs bror, Jeb, støttede oprindeligt Romney som præsidentkandidat (ikke officielt!), og Karl Rove har også kastet med små hints om, at guvernøren og mormonen Romney er det bedste valg som nummer to og højre hånd.

Men hvis McCain går efter at tilfredsstille højrefløjen, kan han jo bare vælge Mike Huckabee – han er religiøs og skarp abortmodstander, men så heller ikke mere end det. Huckabee er trods alt manden, der ikke ved noget som helst (sådan fremgår det i hvert fald) om hverken udenrigs-, sikkerheds- eller økonomisk politik. Så hellere Romney!

Noget, som dog gør, at senatoren fra Arizona og præsidentkandidaten John McCain nok ikke vælger Romney, er, at han ikke kan udstå ham. Hvorfor skulle man vælge en vicepræsidentkandidat, som man ikke kommer overens med?

Konklusionen for McCain må være at finde en kandidat, der ikke var en del af feltet, der ønskede at opnå den post, han nu stræber efter.

McCain er under et gevaldigt pres for at vælge en yngre kandidat, og det mener jeg også, han bør gøre. Bare for at nævne nogle navne: Tim Pawlenty (47 år, guvernør), Matt Blunt (37 år, guvernør) og Rob Portman (52 år, bl.a. tidligere medlem af Repræsentanternes Hus).

Foto: Gerald Herbert.

Dagens citat fra i dag på nyhedsbloggen.

Pige i Clinton-reklame er Obama-støtte

Det er jo en smule usædvanligt, at en pige fra en politisk reklame lader høre fra sig, men hende her var noget "udsat" på det seneste i de medieeksponerede 3am-reklamer, som Hillary Clinton var den første til at udsende.

Det er også noget pudsigt, at pigen - der er gammel nok til at stemme ved valget i november - ikke engang støtter Hillary Clinton, men aktivt har støttet Barack Obama. Er det virkelig nået så vidt for Clinton, at også dem, der medvirker i hendes reklamer, ikke kan lide hende?!

Så er det jo ikke noget under, at der er mange andre, som heller ikke kan.

Striptease med Bill Clinton!

Enjoy! Klik her.

Den ligegyldige turban

Billedet med Barack Obama iført et klæde og en turban-lignende ting er ligegyldigt. Det er så enkelt.

Anders Fogh Rasmussen gjorde det samme under en rejse til Afrika i 2005, og for mig er der ikke den store forskel. De respekterer begge de landes, de besøgte, traditioner, og de viser sig mere som statsmænd end som idioter.

Fokus skal ikke flyttes væk fra det faktum, at debatten om den politik, fremtidens USA skal bygges på, er centrum for valgkampen. Det skal et billede af en turban ikke lave om. Politik kommer først.

Det er ligegyldigt, om Hillary Clintons kampagnestab eller en anden sendte det billede af Barack Obama rundt. At Matt Drugde og hans blog straks gjorde et stort nummer ud af det, er en helt anden historie. Jeg har ærligt talt ikke meget tilovers for den mand. Han er med til at trække fokus hen på et dårligt sted, og han er ikke til gavn for nogen.

Heldigvis går verden videre, og om under en uge – tirsdag den 4. marts – kan primærvalget hos demokraterne træde ind endnu et skridt ind i dets afgørende momenter. Obama kan lægge yderligere afstand til Clinton, eller Clinton kan indhente det tabte.

Jeg må jo erkende, at jeg – ligesom mange andre – lidt for tidligt fik afskrevet Barack Obama, og det var bestemt en fejl. Jeg håber inderligt, at han bliver demokraternes kandidat, men jeg tør ikke kæmpe på, om han bliver det.

Det hele bliver formentlig først afgjort på konventet.

Det samme kan man ikke sige om republikanernes valgkamp. Det er lige før, at der er historierne om, hvem der skal være John McCains vicepræsidentkandidat fylder mere end historierne om selve primærvalget. Tim Pawlenty og Rob Portman er nogle navne, der har været oppe at vende, ligesom modkandidaten Mike Huckabee.

Det er faktisk skønt at følge en amerikansk valgkamp, hvor der popper dårlige historier op engang imellem, men som hurtigt bliver glemt igen, fordi det handler politik.

Turban: Ligegyldig. Politik: Relevant.

Drengen, der ville være journalist for en dag

Jeg faldt fuldstændig for den her knægt, der til jul ønskede sig et "New on 6"-jakkesæt, og som nu har fået sig en tur i CBS's studier. Det må have været noget af en oplevelse.

Slåskampe ender tit galt

John McCain er så godt sikker på at blive republikanernes præsidentkandidat, men kampen hos demokraterne fortsætter lidt endnu – måske endda hele vejen til konventet i Denver.

De to tilbageværende kandidater, Hillary Clinton og Barack Obama, slås stort set fra stat til stat, og de skiftes til at have overtaget – i øjeblikket ligger det hos Obama – i primærvalg, der vel aldrig er set tættere.

Dog 15 stater mangler endnu for demokraternes vedkommende, og en lang, tæt kamp mellem de to senatorer kan være med til at ødelægge demokraternes mulighed for at vinde Det Hvide Hus tilbage i november.

Imens Clinton og Obama kæmper i den for en udefrakommende mest spændende infight i amerikansk politik i flere år, er McCain allerede begyndt så småt at lancere en national kampagne, der dog ikke overskygger den kampagne, han har for at vinde nomineringen endeligt hjem.

Infighten kan være med til at give McCain og republikanerne en fordel.

De demokratiske ”problembørn” har allerede fået partiformand Howard Dean – der i øvrigt selv var præsidentkandidat i 2003-2004 – til at opfordre dem til at undgå alt for mange offentlige debatter. Dean må især være bekymret over, at en egentlig national kampagne måske ikke kan lanceres før efter konventet i august, alt imens republikanerne allerede er ved at komme i gang.

Dean selv står også med et regulært problem: Han har ikke orienteret kandidaterne om sin opfordring personligt; medierne har opsnuset historien.

Slåskampen mellem Clinton og Obama kan ende galt. Måske kan det så galt for dem, at de taber præsidentvalget i november – og måske lyder det ikke så tosset alligevel :-).

Foto: Mary Ann Chastain.

De værdige kandidater

Super-Tuesday er afholdt, og hvilken en nat!

Selvom John McCain ikke med sikkerhed kunne erklære sig som republikansk kandidat, var det stadigvæk en stor nat for ham. Han vandt de to største stater, der holdt primærvalg – Californien og New York – samt en række andre vigtige stater.

En anden sejrherre var Mike Huckabee. Han tog nogle sejre, næsten ingen – heller ikke jeg – havde forventet, og han hjalp indirekte McCain i flere stater, hvor han tog stemmer fra Mitt Romney, som helt sikkert må erklæres som taber.

Hillary Clinton og Barack Obama er stadig lige. De fik næsten lige mange delegerede, og totalt set står de også stadig næsten lige. Under 100 delegerede – forpligtede som uforpligtede – skiller dem ad med fordel til Clinton.

Desto mere jeg hører i valgkampen, jo mere bliver jeg på sikker på, at min støtte er velplaceret.

John McCain er den rigtige republikanske præsidentkandidat. Han har den rigtige plan for Irak, og han vil sikre en værdig udgang for amerikanerne. Derudover vil han give økonomien et godt boost, og han vil ende den massive brug af penge, som Bush-administrationen med god hjælp fra den demokratiske Kongres formår at spendere.

Barack Obama vil være en god for demokraterne. Han kan rent faktisk gøre, at demokraterne kan tiltrække en masse uafhængige vælgere. Derudover stemmer hans standpunkter angående retten til fri abort og homoseksuelles rettigheder overens med mine, og han vil give den almindelige amerikaner bedre social- og sundhedssikring.

Dog er der én væsentlig ting, som gør, at McCain og Obama får min støtte. De vil sikre et tværpolitisk samarbejde. Uanset om McCain eller Obama sætter sig bag skrivebordet i det ovale værelse, vil de forbedre samarbejdet mellem republikanerne og demokraterne, og de vil forene USA igen.

McCain og Obama er de værdige kandidater.

Det bliver Hillary og John

I dag om præcis ét år bliver den nyvalgte præsident indsat i Det Hvide Hus, og præsident George W. Bush flytter ud efter otte år i embedsboligen. Og mens nogen glæder sig til den begivenhed, går vi andre rundt i nutiden, og glæder os over, at vi er vidner til et præsidentvalg, der nok ikke er set mere spændende i nyere tid.

Lørdag var det tid til primærvalgene i Nevada samt det republikanske primærvalg i South Carolina.

Jeg må gøre mig en indrømmelse. Jeg troede ikke på, at John McCain kunne vinde i South Carolina. Jeg ville aldrig have satset mine penge på ham. Men det glædelige skete jo, at han vandt. Heldigvis kunne Mike Huckabees fundamentalistiske evangelistiske venner ikke bruges til meget.

John for republikanerne
I det hele taget synes jeg, det tegner mere og mere til, at John McCain er ved at få vind i sejlene. Godt nok har Mitt Romney vundet flere delegerede på nuværende tidspunkt, men det er sket i stater, der ikke har stor betydning.

John McCains to sejre er vundet i New Hampshire og South Carolina, der er to meget vigtige stater. Især South Carolina. Med sejren i den første stat i Syden står han med et godt udgangspunkt, for historien viser, at den kandidat, der sejrer i South Carolina, kan ride på en bølge videre til øvrige sydstater, og altså vinde i dem også.

Lige siden 1980, hvor Ronald Reagan vandt den republikanske nominering samt i South Carolina, har alle de republikanske præsidentkandidater vundet i staten. Såvel George H.W. Bush som Bob Dole og George W. Bush vandt i staten i henholdsvis 1988, 1992, 1996 og 2000.

Intet er afgjort, men som tiden går, bliver min overbevisning om John McCains muligheder større og større. Han er min kandidat, mit bud på en republikansk præsidentkandidat – det er helt sikkert, og det har han været længe – men det bliver en arbejdssejr.

Hillary Clinton og John McCain ved et besøg i Bagdad i 2005.

Hillary for demokraterne
Hillary Clinton ser stærkere og stærkere ud. Hun har virkelig fået gang i sin velkendte valgmaskine (eller bulldozer). Hun prøver at få al modsat ryddet af vejen med næsten alle tænkelige midler.

Nevada endte som en beskidt valgkamp, hvilket var synd. Clinton-kampagnen forsøgte indirekte at udelukke kasinomedarbejdere fra at gå til vælgermøder i Nevada ved at forhindre vælgermøder i at finde sted på ni kasinoer, bl.a. Bellagio i Las Vegas.

Forsøget blev afvist af Nevadas Højesteret.

Episoden opstod efter den fagforening, der organiserer kasinomedarbejdere, anbefalede Barack Obama, der jo hedder Barack Hussein Obama. Det prøvede grupper med tilknytning til Clinton-kampagnen også at udnytte.

Grupperne ringede rundt til demokratiske vælgere i Nevada, og afspillede en båndet besked, hvori Obama fire gange blev omtalt ved sit mellemnavn Hussein. Et uhæderligt forsøg på at spille på islamofobien i det amerikanske vælgerkorps.

Men hun vandt alligevel. Måske. Obama får tilsyneladende – på grund af indviklede partiregler – flere delegerede med fra staten end Clinton. Jeg mærker en stille fryd.

Ifølge en artikel i Berlingske Tidende d.d. forlyder det, at USA’s sorte vælgere nu har valgt Barack Obama som deres præsidentkandidat, og på nationalt plan får Obama nu støtte fra 59 % af de sorte vælgere. Clinton får kun støtte fra 31 % mod 57 % i oktober 2007.

Det betyder imidlertid ikke, at Hillary Clinton er ”lost” et sted i vælgerørkenen. Hun taber måske i South Carolina den 26. januar, men der er stadig Californien, Texas og New York – de tre mest folkerige stater – hvor hun står stærkt på grund af en stor spansktalende befolkning, og fordi New York er hendes hjemstat.

Ligesom hos republikanerne er intet afgjort, men det hælder til Hillary. Desværre. Barack Obama synes jeg ville udgøre et bedre aktiv for demokraterne end Hillary Clinton – hvis Obama ikke bliver præsidentkandidat, vil det være et stort tab for Amerika.

Dog er min konklusion for nuværende, at John McCain og Hillary Clinton vil komme til at stå over for hinanden i kampen om at blive USA’s 44. præsident.

Foto: Faleh Kheiber.

Læs alt om primærvalget og kandidaternes kamp på nyhedsbloggen.
Artikel fra Berlingske Tidende om de sorte vælgeres flugt fra Hillary Clinton.

En kort eller en lang?

På tirsdag den 15. januar går det løs i Michigan – mest af alt for republikanerne, for demokraternes primærvalg i staten er i realiteten ligegyldigt.

Her står kampen mellem John McCain og sønnen af den forhenværende guvernør, Mitt Romney. En kamp, der virkelig har fået et boost, efter McCain vandt i New Hampshire den 8. januar. En kamp, der trods alt kan være med til at sætte et afgørende stød ind.

Hvis McCain vinder…
Meningsmålingerne er uenige, og som vi nok alle sammen lærte af primærvalget i New Hampshire, er meningsmålingerne også svære at stole på, men nu er de der jo, og så kan man lige så godt bruge dem.

Så tillad mig at dele det op i to hypotetiske – men dog realistiske – situationer.

McCain går hen og vinder i Michigan. Derefter venter South Carolina, hvor Mike Huckabee så vinder. Samme dag venter Nevada, hvor McCain vinder på grund af sin sejr i Michigan – en sejr, der har forplantet sig. Derefter venter Louisiana, der går til Huckabee.

Den 29. januar venter Florida. Her kommer Rudy Giuliani ind i billedet. Men selvom Giuliani har gjort en stor indsats i staten, taber han nok til McCain, der for alvor har fået vind i sejlene.

2. februar er man nået til Maine, hvor McCain også vinder. Og endelig er det blevet den 5. februar, hvor McCains tidligere sejre imidlertid ikke giver ham sejren i alle stater, der afholder primærvalg den dag, men i så mange af dem, at den republikanske præsidentkandidat i realiteten er fundet.

Rudy Giuliani bliver så skuffet efter ikke at have vundet i Florida samt efter at have fået et ringe resultat på Super-Tuesday, at han trækker sig. Det samme har Fred Thompson allerede gjort efter at have tabt i South Carolina. Mitt Romney trækker sig nok også efter Super-Tuesday, men Mike Huckabee holder måske ved lidt i endnu.

Hvis Romney vinder…
Romney går hen og vinder i Michigan. Kampen er fortsat helt åben. I South Carolina vinder Fred Thompson med en smal marginal til Mike Huckabee (eller også vinder Mike Huckabee, hvorefter Thompson trækker sig).

I Nevada er der lige pludselig blevet mere kamp om sejren. Her trækker McCain sig sejrrigt ud med Romney som nummer to. Huckabee vinder i Louisiana, og nu venter Florida.

I Florida går Rudy Giuliani hen og vinder, og nu er kampen helt, helt, helt åben. I realiteten har alle de kandidater med en vis sandsynlighed for at vinde nomineringen vundet i hvert fald én stat, og den 5. februar – Super-Tuesday – bliver måske ikke helt så afgørende.

Alle staterne, der afholder primærvalg på Super-Tuesday, fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem alle kandidaterne, og nu kan kampen fortsætte ud i det uendelige, indtil South Dakota stemmer som den sidste stat den 3. juni.

Ingen klar vinder før konvent
Selvom det måske kan lyde lidt underligt at sammenligne primærvalgene med en fiktiv tv-serie, vil jeg dog gøre dette alligevel.

I den populære tv-serie ”The West Wing” eller ”Præsidentens mænd”, som vi kalder den på dansk, er de demokratiske kandidater ude i en nomineringskamp, der minder om den republikanske, hvis scenario to som beskrevet ovenfor skulle udspille sig.

Rent faktisk kan partiet ikke udpege en reel præsidentkandidat før på selve konventet, og selv her er det svært at finde en vinder.

Jeg tror/håber/frygter, at den samme situation vil indtræffe hos republikanerne i den virkelige verden i 2008. Der vil ikke være en klar vinder inden konventet i Minneapolis den 1.-4. september, og den republikanske præsidentkandidat vil først være fundet der.

Kort sagt: Det bliver en lang.

Post-Iowa: Slå koldt vand i blodet

Mike Huckabee og Barack Obama blev sejrherrerne i den lille stat Iowa, da der blev holdt primærvalg i går.

Nu går snakken selvfølgelig, og de danske medier er allerede klare i mælet: Obama bliver USA’s næste præsident! Det er jo fantastisk, at de fleste danske mediehuse, anført af DR og TV2, på et så tidligt tidspunkt i processen har fundet en vinder.

Hvis Hillary Clinton havde vundet, var hun sikkert den næste præsident, og hvis John Edwards havde vundet, var det ham. Det er ligesom om, at man helt har glemt, at det republikanske parti faktisk også findes, og at den fremtidige præsidentkandidat hos republikanerne også har en ganske fair mulighed.

I øvrigt er det værd at bemærke, at kun de danske aviser indtil nu rigtigt har gidet at interessere sig for, hvad der skete i valgkampen. Tv-stationerne er først lige kommet med.

Da jeg er principiel modstander af DR1 og TV-Avisen, ser jeg mest TV2 og TV2 News, hvorfor jeg bedst kan bruge dem som eksempler. TV2 News har kun i sin bjælke, der kører nederst på siden, en gang imellem haft lyst til at skrive en anelse om valget. Først her efter nytår er der for alvor kommet i gang i deres dækning, og så bliver det også slået stort op.

Således sendte TV2 News i går hele 40 minutter (wow!) om primærvalget i Iowa, hvor man i det mindste havde bragt solide eksperter ind samt valgt at bruge en vært, som ved, hvad han taler om. I aften kan det vist blive til en hel time (fantalicious!).

Selvfølgelig kan f.eks. tv-stationer som TV2 og TV2 News ikke bruge hele deres sendeflade på det amerikanske valg. Det har jeg fuld forståelse for. Men når man endelig vælger at bringe en historie om det, må det gerne være bare en tak bedre.

Adskillige gange synes jeg, man er ude for, at en tilfældig speaker er sat på opgaven med at sammensætte et indslag, og speakeren – der kun gør sit arbejde – kommer sjældent godt ud af det. Det samme gør sig gældende for de studieværter, der forsøger sig.

Derfor en indgangsbøn til tv-stationerne: Jeg kender i hvert fald to-tre personer, der blogger om amerikansk politik, og som jeg er sikker på gerne vil hjælpe jer med at skrive nogle historier samt producere nogle indslag. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi kunne gøre det endnu bedre!

Obama vandt storsejr
Og nu til det, valget egentlig handler om, nemlig kandidaterne og deres politik, om kampagnerne og om ordene.

Det er naturligvis en glædens dag for en Obama-støtte som mig, når han går hen og vinder en så knusende sejr over Hillary Clinton. Hvem kunne på forhånd have forudsagt, at HAN ville slå HENDE med ni procentpoint?! At hun kun blev nummer tre, gør ikke sejrens søde dårligere.

Men hævnen er sød, og jeg varer trods alt mine ord. For i New Hampshire står Clinton til sejr, og meningsmålingerne er ikke tætte, som de var i Iowa. Det kan selvfølgelig nå at ændre sig, men alligevel…

Jeg tager mig selv i agt, slår koldt vand i blodet, og anerkender, at hun stadig har en reel chance for at blive præsidentkandidat. Men det er bestemt ikke blevet nemmere for hende efter i aftes. Barack Obamas sejr var et nederlag og en skuffelse for hende – også selvom hun ikke viste det offentligt (det klarede mand og barn til gengæld for hende!).

Videre må Clintons nederlag i Iowa også læses som, at hendes påpegning af Obamas mangel på erfaring ikke har spillet ind. Faktisk viser en undersøgelse, at dem, der gik til valgmøderne, lagde mest væk for forandring frem for erfaring. Det er bestemt ikke gode nyheder for Clinton!

Barack Obama må dog stadig kæmpe hårdt for sejren. Der må ikke gå Fred Thompson i den.

John Edwards tabte
Vicepræsidentkandidaten fra 2004 har praktisk taget boet og levet i Iowa, siden han tabte præsidentvalget i 2004, da han stillede op sammen med senator John Kerry.

Han har været på kampagne, og han har arbejdet hårdt for at kunne vinde denne første, lille, meget vigtige stat. I 2004 fik han 32 % af stemmerne, i aftes fik han kun 30 %. Altså en nedgang på to procentpoint til trods for at have gjort en så enorm indsats.

Jeg vil ganske enkelt gå så langt som til at sige, at Edwards er færdig! Han skulle bruge en sejr i Iowa. Han fik den ikke, og nu ser det sort ud for ham. Som Stuart Rothenberg skriver om resultatet i Iowa: ”Obamas optimistiske budskab om forandring triumferede over Edwards’ sure, populistiske budskab.” Jeg er helt enig.

Sejren til Huckabee er en sejr til McCain
Den store republikanske sejrherre i Iowa er uden tvivl Mike Huckabee. Ærligt talt, hvor mange af os kendte ham, da han sprang ind i kampen i den 28. januar 2007? Jeg tør godt svare: Ingen!

Mitt Romney havde et budget i Iowa, der var 15 gange større end Huckabees. Alligevel fik Huckabee 46 % af de evangelistiske stemmer mod Romneys 19 %. Blandt de 36 %, for hvem religion og tro betyder en hel del, fik Huckabee 56 % af stemmerne. Det er fem gange mere end Romney.

Men den fundamentalistisk højrekristne baptistpræst fra Arkansas, der retfærdigvis også har været guvernør i Arkansas, står ikke med mange chancer efter Iowa, hvis man ser bort fra hans hjemstat, og jeg tror heller ikke på ham i den sidste ende.

I virkeligheden gavner Huckabees sejr John McCain, der i flere meningsmålinger står til at vinde New Hampshire.

McCain – der blev nummer fire i Iowa – må gnide sig i hænderne over, at Mitt Romney ikke vandt, hvilket nok ville have givet Romney et ekstra rygstød i New Hampshire, og have gjort livet surt for McCain. McCain står nu med en mulighed for at give Romney endnu et knock-out på tirsdag.

Dog kan det gå galt for McCain, hvis Barack Obama tiltrækker mange af de uafhængige vælgere fra det republikanske parti over til det demokratiske. For McCain er tilnærmelsesvis afhængig af de uafhængige for at få sejren i hus.

Den videre vej
Lørdag afholder republikanerne i Wyoming primærvalg, og på tirsdag går det løs i New Hampshire. Det bliver rigtig, rigtig spændende. Reelt kan vi stå i situation, hvor alle kandidater har vundet et primærvalg inden 5. februar – Super-Tuesday eller Super-Duper-Tuesday.

Kampen fortsætter... Og der er stadig 304 dage til 4. november!

Fotos: M. Spencer Green, Chris Carlson og Charles Dharapak.

Et fantastisk år i amerikansk politik

Ved midnat sluttede et fantastisk år i amerikansk politik. Det har været fantastisk at følge. Det har været fantastisk at opleve. Det var historisk år, som dem, der følger amerikansk politik, sent vil glemme.

Det er jo så endnu bedre, at 2008 formentlig bliver endnu, endnu, endnu bedre end 2007.

Bare tænk på, hvad der er i vente. Et præsidentvalg, som ingen har nogen idé, hvem vinder. Et valg til Kongressen, hvor demokraterne står til at øge sit flertal. To valg, der kan være med til at afgøre Amerikas fremtid.

På torsdag tages der hul på den egentlige primærvalgsproces. Processen har egentlig været i gang siden midtvejsvalget i november 2006. Den tidligere Iowa-guvernør, demokraten Tom Vilsack, satte det hele i gang, og siden fulgte de store.

John McCain, John Edwards, Rudy Giuliani, Barack Obama, Mitt Romney, Hillary Clinton og Fred Thompson. Alle kandidater, der har i dag står med en realistisk chance for at blive USA’s 44. præsident.

2008 vil give resultatet. Den 20. januar 2009 bliver én af de førnævnte eller måske en helt anden indsat.

Formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, går i kampen for at sikre demokraterne endnu en periode i front for arbejdet i Kongressen.

Der venter også et meget interessant valg til Kongressen. Demokraterne har overskuddet til at tage sejren hjem – ikke så meget fordi partiet og partiets kandidater har en politik, der er særlig meget værd, men fordi republikanerne har tiden imod sig.

Men selvom Grand Old Party ser ud til at tabe på forhånd, skal man ikke afskrive partiet. Demokraterne skal kæmpe for ethvert sæde, hvis de vil øge deres flertal i Repræsentanternes Hus og Senatet.

Med to store valgbegivenheder, der venter forude, tegner det til at blive endnu et fantastisk og spændende år i amerikansk politik. Det bliver historisk.

Foto: Evan Vucci.

Tvivlens valg

På torsdag den 3. januar bliver den reelle valgproces i form af primærvalgene sat i gang med de såkaldte caucus i Iowa.

Det er uden tvivl det mest spændende valg i mange, mange år. Ingen har mulighed for at gætte, hvem der vinder, og dermed i sidste ende bliver henholdsvis den republikanske og den demokratiske præsidentkandidat på stemmesedlen i november.

Valgkampen har i meningsmålingerne været præget meget af, at vælgerne har skiftet mening om de enkelte kandidater undervejs. Mike Huckabee – Arkansas’ forhenværende guvernør – lå lavt i meningsmålingerne indtil november, men så steg og steg han.

Nu ligger han til at vinde Iowa. (Hvis Huckabee bliver den første republikaner til at trække en sejr hjem, kan han måske i virkeligheden ikke bruge den til ret meget. Men det er en helt anden sag.)

Hvad baptist-præsten fra Hope, Arkansas, har gjort, må have været rigtigt. Det modsatte gør sig gældende med Hillary Clinton. Hun var længe frontrunner hos demokraterne – hun havde på et tidspunkt en føring på over 50 % nationalt. Føringen blev hugget ned til stort set ikke længere at eksistere – delvist kan hendes modkandidater også ”takkes” for at have gjort mere modstand.

Det var blot to eksempler. Ifølge en undersøgelse har 2/3 af de amerikanske vælgere faktisk skiftet mening om, hvilken de kandidater de støtter én eller flere gange. 1/3 er stadig i tvivl med mindre end én uge til første primærvalg.

I realiteten må ovennævnte undersøgelse være et udtryk for, at præsidentvalget anno 2008 er tvivlens valg.

Det er tvivlens valg, når vælgerne skifter deres kandidat ud med en ny, som de skifter deres sokker. Det er tvivlens valg, når der dybest set er fem favoritter hos det ene parti og tre hos det andet. Det er tvivlens valg, fordi over halvdelen af vælgerne nok først bestemmer sig, når de står i valglokalet.

Men netop tvivlen om, hvem der løber af med sejren, gør også hele processen langt mere interessant at følge. Det er jo en kendsgerning, at vi kan ”risikere” at stå med en ganske vanvittig situation.

Hvis John Edwards vinder Iowa, Barack Obama vinder New Hampshire, og Hillary Clinton vinder South Carolina, vil Super-Tuesday den 5. februar virkelig blive super!

Den samme situation kan opstå hos republikanerne, hvor man kan faktisk kan stå med fem forskellige vindere inden 5. februar! Det er nok ikke et realitisk scenario, men hvad sgu ikke…

Der er fire dage til Iowa – glæd jer!

Santa Claus i Santa Claus, Indiana

Først og fremmest glædelig jul til jer alle. Jeg håber, I har fået nogle gode gaver samt spist alt for meget and/gås/flæskesteg.

Her i spildtiden mellem gårsdagens og dagens familiekomsammen ville jeg lige dele en lille historie med jer, nemlig den særlige, at også julemanden - på engelsk Santa Claus - faktisk er repræsenteret i Repræsentanternes Hus.

Repræsentant Baron Hill er valgt i Spencer County, Indiana, og i det valgdistrikt ligger byen med navnet Santa Claus. Byen har haft navnet siden 1856 - før da hed den Santa Fe -, og den modtager hvert år flere tusinde breve til julemanden (Santa Claus), som julemandens små hjælpere i form af frivillige besvarer.

Byen har sågar sit eget frimærke til de breve, som skal se ud, som om de kommer fra julemanden, med et tegnet billede af julemanden.

I byen Santa Claus finder man bl.a. også forlystelsesparkerne "Santa Claus' Candy Castle" og "Frosty Fun's Center". Rundt om byen er der tre søer med Christmas Lake, Lake Holly og Lake Noel. Og RoadsideAmerica.com noterer sig, at Santa Claus "var at finde på et kort før opfindelsen af bilen og betalte ferier".

Rent faktisk kommer præsident Abraham Lincoln fra Spencer County - han er opvokset her - og desårsag er Spencer Countys logo præget af et billede af borgerkrigspræsidenten sammen med en tegning af julemanden.

Der bor ca. 2.000 mennesker i Santa Claus - det er dog ikke fastslået, om én af dem er selveste julemanden.

Fortsat glædelig jul!

Læs mere:
- Congressional Quarterly
- Wikipedia
- RoadsideAmerica

Karl Rove: "Det er et rod"

Præsident Bushs tidligere spindokter og vicestabschef - også kendt som "arkitekten" - Karl Rove har netop skrevet et ganske interessant indlæg i Wall Street Journal.

Jeg er meget enig i hans synspunkter, især konklusionen: Der er behov for reformer af det amerikanske valgssystem. Læs Roves kommentar i fuld længde her.

Var det 1928 eller 1952?

Efter endt eksamenslæsning er der nu et personligt håb om, at der vil komme flere indlæg her på bloggen.

Jeg har på det seneste fået nogle mails med spørgsmål, om hvorvidt det er det første valg siden 1928, at hverken en siddende præsident og en siddende vicepræsident stiller op ved præsidentvalget, eller om det faktisk også var tilfældet i 1952.

Valget i 1928 er det seneste, hvor hverken en siddende præsident eller vicepræsident valgte at stille op. Den republikanske Calvin Coolidge havde været præsident siden 1923, og ville ikke mere bruge tid i Washington. Vicepræsident Charles Dawes overvejede imidlertid, men undlod ligeledes.

Den republikanske nominering i 1928 gik i stedet til den yderst populære handelsminister, Herbert Hoover, som også vandt præsidentvalget.

Valget i 1952 havde faktisk deltagelse af først den siddende demokratiske præsident, Harry S Truman, der dog tabte det demokratiske primærvalg i New Hampshire, og trak sig som kandidat, og siden af den siddende vicepræsident, Alben Barkley, der dog tabte nomineringskampen til Illinois-guvernøren Adlai E. Stevenson.

Forskellen fremgår måske ikke helt tydeligt. Forskellen er, at der ved valget i 1928 ikke deltog en siddende præsident eller vicepræsident i hverken nomineringskampen eller selve præsidentvalget.

Dette var ikke tilfældet ved valget i 1952, hvor både præsident Truman og vicepræsident Barkley forsøgte at vinde den demokratiske nomiering, men uden held, hvorfor der ikke var deltagelse af en siddende præsident eller vicepræsident i selve præsidentvalget, men altså i nomieringskampen.

Kilde: Wikipedia.

Iowa nærmer sig - men tro ikke på alt, hvad du hører...

Det er efterhånden længe siden, der er blevet skrevet et indlæg her på bloggen, og det er naturligvis beklageligt.

Men vi er jo inde i en spændende tid, og med primærvalget i Iowa mindre end én måned væk udvikler amerikansk politik og især præsidentvalgkampen sig i en retning, de færreste nok havde forudset.

Hvor mange havde måske gættet, at republikaneren Mike Huckabee nu ligger til at vinde den lille stat i midten af det amerikanske fastland? Og hvem havde måske gættet, at det demokratiske kampløb ville blive så tæt? Som bekendt er det svært at forudsige fremtiden, og hvis nogen derude kan, så skriv endelig til mig!

Staten Iowas placering i USA.

Der er mange spekulationer, forhåbninger og gætterier i luften i øjeblikket. Primærvalget i Iowa har de seneste mange præsidentvalg været udslagsgivende for, hvem der i sidste ende bliver de respektive partiers kandidater. Senest i den demokratiske nomineringskamp i 2004, hvor John Kerry vandt i Iowa, og blev præsidentkandidat. Jeg tør godt sige, at den kandidat, der vinder i Iowa, denne gang nok ikke står med den samme sikkerhed - det er utrolig tæt!

Noget, der også er meget af i luften, er meningsmålinger. I Iowa stemmer man nemlig ved såkaldte caucus - det er så at sige hjemme i stuerne, primærvalget bliver afgjort. Det gør det endnu sværere at forudsige, hvad resultatet måske bliver.

Jeg synes faktisk, Walter Shapiro har en pointe, når man på sin blog skriver, at "pålidelig meningsmålinger én måned inden primærvalget i Iowa" ikke findes. Ingen ved, hvem der vil deltage, og alt, hvad man hører, er "selviske gæt" om, hvad der vil ske, og hvem der vil vinde den 3. januar.

Så indtil da er mit råd: Tro ikke på alt, hvad du hører - vent på resultatet!

Rudy Giuliani er foragtelig!

Da præsident George W. Bush for noget tid siden nominerede forhenværende dommer Michael Mukasey som ny justitsminister, havde han nok ikke forestillet sig, at det ville volde mange problemer.

Præsidenten var næsten blevet lovet en let godkendelsesprocedure af det demokratiske flertal i Kongressen, men nu volder den måske kommende justitsminister alligevel problemer.

Han vil nemlig ikke kalde waterboading for tortur. Waterboarding er en kontroversiel afhøringsmetode, som CIA angiveligt anvender, og som flere anser for at være tortur. Både republikanere og demokrater tøver med at stemme for Mukasey.

Det kan jeg faktisk godt forstå. Han skal være USA’s justitsminister. Hvis man som justitsminister i verdens eneste supermagt og største demokrati ikke tager fuldstændig og entydig afstand til al form for tortur eller torturlignende metoder, mener jeg, det uden tvivl skaber en mistillid til, om alt går rigtigt til – en mistillid, som ingen regering har behov for at have hængende over hovedet.

Og jeg må ærligt tilstå, at Bush-administrationen ikke har brug flere dårlige sager. Slet ikke en sag om tortur.

Michael Mukasey sværger Rudy Giuliani ind som New Yorks borgmester i 1993. Mukasey var dengang chefdommer i New York. I dag vil ingen af dem kalde afhøringsmetoden waterboarding for tortur.

Når så en præsidentkandidat går ud og støtter Mukasey indirekte med udtalelser som ”det kommer an på, hvem der gør” og ”det kommer an på omstændighederne”, bliver det ikke meget værre.

Republikaneren Rudy Giuliani påstår i alt fald, at så længe amerikanerne udfører waterboarding, er det okay. Det gør ikke noget. Men da det japanske militær gjorde det under Anden Verdenskrig, og da De Røde Khmerer gjorde det under folkemordet i Cambodja, var det tortur – det var slemt!

Jeg vil ikke mene, at en mand som Rudy Giuliani, en præsidentkandidat som Rudy Giuliani, kan komme med sådanne udtalelser. Han kan ikke tillades at blive præsident for Guds eget land. Han virker som værende hævet over enhver moral og lov. Det er foragteligt!

Foto: Ed Bailey/AP Photo.

Hvad er waterboarding?
Metoden består i, at man spænder fangen fast på en planke eller et bord for så at hælde vand ud over fangens hoved for at fremkalde en fornemmelse af, at man drukner. Nogle lægger cellofan eller en klud over munden først – andre gør det bagefter – for at fangen ikke skal spytte vandet ud.

Waterboarding blev formentlig opfundet af Den Spanske Inkvisition, men brugt senest af japanerne under Anden Verdenskrig og af De Røde Khmerer samt altså måske af CIA og måske af diktaturet i Myanmar.

Kilde: Wikipedia.

Vil de dominere fremtidens amerikansk politik?

Mange amerikanerne synes efterhånden, at hverken republikanerne eller demokraterne leverer varen.

For at se meget firkantet på det, så er republikanerne imod en stor offentlig sektor – demokraterne er for den. Lidt mindre firkantet kan man sige, at republikanerne ikke altid er imod, mens demokraterne ikke altid er for.

Demokraterne værner om borgerrettighederne, hvorimod republikanerne er mere tolerante over for censur, når det kommer til børns beskyttelse mod pornografi, og når det kommer til aflytning for at finde frem til kriminelle. Ligeså hælder republikanerne mod at være mere hardcore, når det kommer til forbrydelser mod loven.

Krig generelt – og især krigen i Irak – er ofte republikanske projekter, og krig må siges at udgøre en stor opgave for den offentlige sektor.

For dem, der ønsker et tredje valg, ses valget dog kun som det helt firkantede billede: Tror man på en stor offentlig sektor eller ej?

Hvis man ikke stoler på en stor offentlig sektor, bliver man nødt til at kalde sig libertarianer. De kan ikke lide offentlige arbejdsopgaver, og de mener, at man skal klare sig selv. I virkeligheden det liberale i sin måske reneste form. De tror på individets ret til at leve.

Disse libertarianer er ofte alvorlige og upraktiske. En libertarianer kæmper f.eks. for at få de gamle køleskabe tilbage for at stoppe den globale opvarmning. Og hvis du er uenig med en libertarianer: Jamen, så gør det ikke noget – det har du ret til, det er jo en fri verden.

Men vigtigst af alt: De er trætte af at føle sig som en del af sidelinjen, fordi der ikke er et parti, der tiltaler dem. Republikanerne kan ikke give dem, hvad de vil have. Demokraterne kan heller ikke.

I en verden med computere og internettet har disse libertarianere fundet deres vej fra sidelinjen ind til centrum af amerikansk politik. De fylder efterhånden en del mere i den politiske verden, og der kommer flere og flere frem i lyset.

Men tiden er jeg helt sikker på, at de vil vokse til at blive en dominerende kraft i amerikansk politik.

Docent: "Hillary klarer sig bedre uden Bill"

Den svenske docent i statskundskab, Ann-Sofie Dahl, skriver i dag i en kommentar i Berlingske Tidende, at den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton vil klare sig bedre i valgkampen og ved et kommende valg uden at gøre brug af sin mand, den tidligere præsident Bill Clinton.

Det er en god kommentar, der bestemt er værd at læse, hvorfor jeg linker til den her.

Jeg er faktisk meget enig med Ann-Sofie Dahl i hendes betragtninger. Amerikanerne husker - desværre - mere skandalerne fra Clinton-årene 1993-2001 end succeserne, f.eks. at Clinton var med til at genoprette amerikansk økonomi. Ordene "Monica Lewinsky" siger meget mere end "økonomisk genopretning".

Ann-Sofie Dahl befinder sig i øjeblikket i USA i forbindelse med et forskningsprojekt, men normalt er hun bosat i København. Hun er fast kommentator i Berlingske Tidende, men skriver også i flere svenske aviser, særligt om dansk-svenske forhold. Hun var i 2004 med til at stifte tænketanken CEPOS.

Ren ondskab

Kig på billedet herover. Drengen med det lyse hår er 12 år gammel, og hedder Graeme Frost. I 2004 kørte hans mor galt i familiens bil en mørk decemberaften, da hun ramte et træ. Graeme Frost fik en hjerneskade.

Det offentlige sygesikringsprogram SCHIP – State Children’s Health Insurance Program – hjalp Graeme Frost tilbage til det normale liv. I dag går han i almindelig skole, har almindelige venner, lever det normale liv.

Man skulle tro, at der her er tale om en succeshistorie. Måske oven i købet et vaskeægte mirakel. Men konservative kommentatorer var ikke sene til at gribe pennen og gøre en ende på succeshistorien – og gøre Graeme Frost til omdrejningspunkt for amerikansk sundheds- og socialpolitik.

Kommentarerne lød:
- ”Han skulle have haft lov til at dø”
- Hans far ”er en taber, som har fået flere børn, end har råd til”
- Graeme Frost ”går i privatskole. Er folkeskolen ikke god nok til ham?”
- Forældrene har ikke fået en abort, selv om de ”sikkert er venstreorienterede og støtter abort”
- Graeme Frosts hoved ”var fyldt med løgn”

Ja, det var blot et udpluk. Hvad værre er: En weblog har lagt familien Frosts adresse ud på internettet, og nærmest opfordrede alle til at køre forbi familiens hus i Baltimore, Maryland.

Genstanden for al balladen omkring Graeme Frost startede efter, at han forrige lørdag i et demokratisk radioprogram fortalte sin historie. Demokraterne ønskede at sætte fokus på SCHIP, fordi præsident George W. Bush har nedlagt veto mod en tværpolitisk vedtaget udvidelse af programmet – en udvidelse, et overvejende flertal af den amerikanske befolkning støtter.

Eftersom SCHIP kun retter sig til, hvad man på dansk (politisk korrekt) kalder for mindrebemidlede familier, er det måske på sin plads at spørge, om familien Frost var berettiget til at benytte sig af programmet.

Familien Frost er måske ikke en sædvanlig fattig familie. Faderen er selvstændig tømrer. Moderen arbejder deltids på et kontor. De har fire børn – ét af dem er Graeme. Deres hjem i Baltimore er vurderet til 1,4 millioner kroner. De ejer en lagerbygning til en værdi af 1,05 millioner kroner. Graeme går på privatskole, fordi han har vundet et legat, så familien kan nøjes med at betale ca. 3.000 kroner om året. Og de har ingen privat sygeforsikring.

I Maryland går indkomstgrænsen for en familie med seks medlemmer ved 495.000 kroner om året. Det tjener familien ikke, hvorfor de falder ind under offentlig sygesikringsdækning, og derfor også SCHIP.

De konservative kommentatorers kritik går så på, at familien kunne have solgt deres lagerbygning for på den måde at købe sygesikring til familien. Skulle det offentlige virkelig dække familiens sundhedsudgifter, når de havde muligheder for at dække ved at sælge noget af værdi for dem?

Men kritikken endte alligevel fuldstændigt forfejlet – den blev nemlig rettet direkte og personligt mod den 12-årige Graeme Frost. Hvem taler om selvmål af dimensioner?!

Den moderate kommentator Megan McCardle spurgte også i en kommentar i sidste uge i Atlantic Monthly: ”Jeg må spørge alle konservative og libertarianere: Er det her virkelig den forskansning, som I vil dø for? Jeg forstår jeres indsigelser mod SCHIP, men (…) denne sag dræber jer hos svingvælgerne.”

Et godt spørgsmål. Vil konservative kritikere virkelig stå ved at gå direkte i flæsket på en dreng, der kom tilbage efter en hjerneskade? Er det ikke bare gået fra at være spørgsmål om holdninger til være et spørgsmål om ren ondskab?

Foto: New York Times.
Citater: Berlingske Tidende (se nedenstående link).

Berlingske Tidendes artikel fra 10. oktober 2007.
Nyhedsbloggens historie om præsident Bushs veto.
Læs mere om SCHIP.

Ups, Al Gore!

Nu må forhenværende vicepræsident Al Gores film "Den ubekvemme sandhed" ikke længere vises på britiske skoler, uden at læreren samtidig forklarer, at der er ni videnskabelige fejl i den.

Læs artiklen fra Berlingske Tidende her.

Heldigvis er Al Gore ved at blive pillet ned fra sin position som nærmest Gud i klimaspørgsmål og -politik. Han kan altså også begå fejl, og det må man sige, at han også før har gjort. Bare læs dette indlæg fra marts 2007 fra "Amerikansk politik" med min efterfølgende kommentar.

Valgets seks faktorer

Selvom der stadig er 391 dage – altså over ét år – til præsidentvalget, er kampen godt i gang, som vi alle ved. Man behøver ikke følge ret meget med for at vide, at det nok bliver en kamp til stregen!

Der er da også allerede en række faktorer eller kendetegn ved dette præsidentvalg, som vil skabe en ramme om det.

For det første vil valget i 2008 blive det første siden 1972, der finder sted under en yderst upopulær krig. Denne gang er det Irak-krigen, i 1972 var det Vietnam-krigen. Imidlertid fik Vietnam-krigen ikke den store betydning ved valget i 1972 – det var Watergate, der dominerede. I stedet bør man se på valget i 1968.

Her tabte den demokratiske kandidat, Hubert Humphrey, til den senere præsident, republikaneren Richard Nixon. Humphrey støttede langt hen i valgkampen den siddende demokrat, Lyndon B. Johnsons, fremfærd i Vietnam, men ændrede til sidst holdning – det var dog for sent, og ”antikrigskandidaten” Nixon vandt.

Medmindre Ron Paul bliver republikansk kandidat i 2008, vil den republikanske kandidat ligge ud med at skulle forsvare den upopulære krig i Irak, i modsætning til den demokratiske kandidat der kan angribe.

For det andet er der for første gang en reel mulighed for, at en kvinde bliver præsident. Tidligere har kvindelige præsidentkandidater ikke været reelle – man har ikke villet lære deres politik at kende, men med Hillary Clinton er det noget andet, for man kender hende fra hendes yderst aktive dage som førstedame i Det Hvide Hus.

Men hun mangler noget: Ledererfaring. Det er noget, som såvel hendes demokratiske modkandidat, guvernør Bill Richardson, som hendes republikanske modkandidater, Rudy Giuliani og Mitt Romney, har.

For det tredje er der dynastifaktoren. Familiedynastierne Bush og Clinton vil – hvis Hillary Clinton rykker ind i Det Hvide Hus – have været de eneste, der har besiddet den mest magtfulde post i verden, igennem næsten tre årtier. Er amerikanerne mon indstillet på det? Og spiller det ind i deres vurdering af kandidaterne?

For det fjerde er der den uafsluttede immigrationsdebat. Selvom præsident Bushs forslag til immigrationsreform blev skudt ned i Kongressen, lurer debatten stadig i baggrunden, og den venter bare på at komme i fokus igen – formentlig bragt på banen af en republikaner. Immigration er traditionelt et svagt demokratisk politikområde.

For det femte er der det politiske fjendskab mellem de to store partier og opdelingen af Amerika, der fremstår mere og mere uforenet end forenet. Historisk har ét parti haft et forholdsvist stort flertal at operere med i Kongressens to kamre.

Lige nu ser det ud til, at demokraterne vil bibeholde begge Kongressens kamre, men efter valget i 2008 med endnu større flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Men mange eksperter minder om, at republikanerne kan rejse sig meget hurtigt – bare tænk tilbage på årene 1992 og 1994. I 1992 tabte præsident Bush senior til den næsten ukendte Bill Clinton. I 1994 vandt republikanerne Kongressens begge kamre for første gang i 40 år.

For det sjette og sidste vil denne præsidentvalgkamp blive den længste i amerikanske historie. Det kan være, at præsidentkandidaterne hos begge partier er fundet efter Super-Tuesday (af nogle kaldet Tsunami-Tuesday) den 5. februar 2008, hvor mere end 20 stater angiveligt vil holde primærvalg.

En lang valgkamp kan resultere i, at amerikanere bliver trætte af den nærmest permanente valgkamp. Det kan måske medføre et krav fra befolkningen om, at partierne skal holde sig til den traditionelle, historiske tilgang til et valg: At ”vente” længere med valgkampen end denne gang!

Amerikanernes ønske kan også bunde i, at det ellers bliver svært at gennemføre noget politisk i Kongressen, netop fordi der er det føromtalte kampagne-”mode” hele tiden.

Selvom der stadig er langt tid til valget den 4. november 2008, er der altså nu en række faktorer, der er kendt, og som man bør lægge mærke til i den kommende tid – helt frem til selve valgdagen. Valget vil rykke fra amerikanernes underbevidsthed frem til amerikanernes fokus.

Rudy Giuliani ringer til Jay Leno

Jay Leno fra The Tonight Show laver lidt sjov med Rudy Giulianis famøse "overraskelseskald" fra hans kone.

Tilliden er i bund

Aldrig har støtten til de amerikanske kongresmedlemmer været lavere. Politikerne har formået at slå en meget negativ rekord: Kun 11 procent støtter deres arbejde for det amerikanske folk.

Eksperterne taler ikke kun om bundrekord, de taler om en bundgrænse. Opbakningen kan ikke blive meget dårligere, fordi der ifølge eksperterne er en naturlig grænse for utilfredsheden – ligesom med arbejdsløshed, der ikke kan fjernes.

Godt nok blev målingen fra Zogby foretaget kort før debatten om general David Petraues’ rapport i midt-september. Men det alene kan ikke have gravet grøften mellem de amerikanske vælgere og de amerikanske folkevalgte.

En primær årsag er, at der bliver blokeret politiske tiltag i Senatet som aldrig før. En opgørelse viser, at brugen af den såkaldte filibuster er steget voldsomt. Den hidtidige rekord blev sat i årene 2000-2001 med 58 blokeringer. Den rekord ser ud til at blive slået i 2007-2008, for allerede nu er antallet af blokeringer oppe på 42 (tal pr. 18. juli 2007).

At det republikanske mindretal – eller for den sags skyld demokraterne, da de var i mindretal – blokerede flertallets forslag kan være meget ødelæggende. Det bryder for, at der kan blive vedtaget en politik, og det bryder for, at Kongressens arbejde bliver optalt negativt over for vælgerne.

Filibustere i Senatet er unægtelig ikke noget, der er vækker positive tanker, og det får i hvert fald ikke amerikanerne til at tro, at senatorerne laver andet end at bekrige hinanden inden for Kongressens mure.

Republikanernes forsøg på at forhindre afstemninger er ikke godt.

Men lad os ikke fritage demokraterne for skyld. Det er nemlig ikke fordi, at demokraterne har været de bedste børn på Guds jord. De har heller ikke være særlig villige til at gå på kompromis, og de har slet ikke levet op til deres forpligtelse om at gøre USA et bedre sted at være.

Desuden hørte jeg også en vis formand for Huset sige ved sin tiltrædelse, at hun ville sikre, at der ville blive samarbejdet mere mellem demokrater og republikanere. Det er jo ikke sket, og hverken Pelosi eller resten af demokraterne i Kongressen har været specielt interesseret i at samarbejde.

De lader mere til, at demokraterne udstiller republikanerne som dem, der bare blokerer alt, hvad demokraterne fremsætter af forslag. Det ser ud til at lykkedes, men tilsyneladende udstiller det også demokraternes ringe evne til at lede.

Vejen frem mod en højere tillid til de folkevalgte kongresmedlemmer må være samarbejde. Samarbejde er det uomgængelige nøgleord, og politikerne må hellere se at lære det at kende.

9/11: We will never forget!

Når man tænker tilbage på rædselsdagen tirsdag den 11. september 2001, håber man inderligt aldrig, at det vil komme til at ske igen. Hverken i USA, i Europa eller nogen andre steder.

Man håber inderligt aldrig, at en sådan tragedie vil komme til at koste lige så mange mennesker livet, som terrorangrebet denne dag for seks år siden gjorde.

Terrorangrebet på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington, D.C., er bestemt en begivenhed, som er blevet til et tidspunkt i verdenshistorien, hvor en ny ”tidsalder” begyndte.

Jeg kan stadig huske fra historieundervisningen i gymnasiet, at min historielærer inddelte historien i tre dele. Før 1750, 1750-1945 og efter 1945. Al respekt for min historielærer, men perioden efter 1945 ophørte den 11. september 2001. Nu hedder 1945-2001 og efter 2001.

Tragedien blev begyndelsen på en – synes det – evig kamp mod terror. En evig kamp mod dem, der vil os, der udlever drømmen om frihed og demokrati, alt ondt, og fratage os retten til at udleve drømmen. Men selvom kampen virker uendelig langtrukken, må vi huske aldrig at stoppe den. Vi må aldrig give op over for terroren og dem, der kæmper dens sag.

Det er vigtigt at minde – og fejre!
På det seneste har mange menige amerikanere været ude og sige, at sørgeperioden er overstået. Dem, der har mistet, må sørge privat – ikke ved årligt tilbagevendende mindehøjtideligheder på Ground Zero, ved Pentagon samt på marken i Pennsylvania, hvor et fjerde fly styrede ned.

Det er vigtigt at mindes dem, der døde den 11. september 2001. Over 3.000 uskyldige mistede livet den dag, og de skal altid være værd at bruge tid på at mindes. Den ære bør man ofre tid på.

Samtidig heles sårene ikke bare lige. Mange efterladte mindes ikke bare én gang om året, men hele året. Hver dag tænker de tilbage på, at nogle få terrorister kunne tage en, de elskede, fra dem.

Vi må dog ikke glemme også at gøre den 11. september til den fejringens dag (selvom der ikke synes at være meget at fejre ligefrem). Denne dag repræsenterer også dagen, hvor vi bør fejre vores frihed, vores demokrati, vores ret til at udleve drømmen om dette.

Vi bør fejre, at terroristernes mål om at stoppe vores drøm ikke er blevet til noget. Det satte ikke en hæmsko for vores dør mod verden – det åbnede døren endnu mere. Og nu udbredes der demokrati over hele verden.

Tilbage står stadig dagen den 11. september 2001. Må vi bede til, at det aldrig sker igen, at det aldrig rammer os igen. Det har sat sig spor, som ikke kan fjernes, og vi vil aldrig glemme denne dag og dens betydning for historien.

Fotos: TV-klip samt Amy Sancetta, Marty Lederhandler og Jerry Torrens (alle AP Photo).

Er Fred den nye Ronald?

Så er Fred officielt med. Det er en nyhed, vi har ventet på længe, for ikke at understrege det med meget længe! Den ”sky” Fred har gemt sig, men nu er han hoppet frem som kandidat.

Nyheden i sig selv – at han vil forsøge at blive præsident – er ikke så ny. Men selve det faktum, at han ikke har bekendtgjort det før nu, er en stor nyhed, når man tænker på, hvor mange gange annonceringen er blevet udskudt. Oprindeligt var det vist i maj, siden blev det til omkring 4. juli og sidst er det blevet til i dag.

Det, mange eksperter og analytikere spørger om, er: Er Fred Thompson den nye Ronald Reagan for republikanerne?

Det er på sin vis et godt spørgsmål. Ronald Reagan fik på mange måder det republikanske parti tilbage på fode, da han vandt præsidentvalget i 1980. Nuvel, jordnødde-præsidenten Carter var jo heller ikke den bedste og mest populære mand, men alligevel.

Fred Thompson repræsenterer for alvor den Reagan-konservatisme, som sejrede i Det Hvide Hus igennem otte år. Mange republikanske kandidater, der stiller op til et offentligt embede, siger og forsøger at omfavne dette begreb uden held. Fred Thompson vil (måske) få held med at få overbevist i første omgang sine egne om, at han kan give dem håbet om en sejr i 2008, og siden (måske) få held med at få overbevist det amerikanske folk om, at hans linje som præsident vil ligge et stykke væk fra den nuværende præsidents.

På den måde ligner Thompson Reagan. Han kan være afløseren for den upopulære olie-præsident Bush, jr. – som da Reagan vandt over Carter – og dermed bringe sit parti tilbage på ret køl.

Lige nu lader det til, at Thompson ridder på den sædvanlige bølge af at være nytilkommer. Men jeg tror ikke, man skal lade sig narre. Thompson vil få det svært – det bliver en let færd!

Læs om Fred Thompsons annoncering på nyhedsbloggen.

P.S. Jeg har spekuleret meget over, om min støtte til John McCain lige nu er værdiløs, og om jeg skulle støtte Fred i stedet. Jeg har dog gjort op med mig selv, at min støtte bør gå til den kandidat, jeg er mest på ”bølgelængde” med. Det må siges at være den moderate McCain – men man har jo et standpunkt, til man tager et nyt, ikke sandt?!

Foto: AP Photo/Damian Dovarganes.

Chris Rock om præsidentvalget

Videoen er fra marts, men den er stadig sjov.

Interessante præsident-facts

Jeg faldt over denne video på YouTube ved et tilfælde. Men jeg synes nu, at Zack Scott tager dig med på en spændende - og sjov - historisk rejse om de amerikanske præsidenter.

Helt ærligt, Sheehan!

”Landet er moden til forandring”. Det var de præcise ord, Cindy Sheehan brugte, da hun i lørdags annoncerede, hun stiller op til Repræsentanternes Hus i det selv samme distrikt, Nancy Pelosi opstiller i.

Helt ærligt, Sheehan! Kom nu videre. Jeg kan ikke sige, at jeg forstår, hvordan det er at miste en søn i en krig, men jeg kan sige, at jeg forstår, at når en person, der står dig nær, dør, må man også komme videre. Jeg medgiver, Amerika har brug for forandring – men det har du også, Sheehan!

Helt ærligt, Sheehan! Din søn døde i en krig, du ikke støtter, for det land, du lever i. Din søn gav sit liv for sit land – han gjorde, hvad han blev bedt om. Det var hans job, og han kendte konsekvenserne. Det er jo ikke fordi, der er værnepligt i USA – han meldte sig frivilligt, han blev ikke tvunget!

Helt ærligt, Sheehan! Du virker som en kvinde, der mere går efter at være i medierne og få opmærksom, end som en mor, der sørger over sin død, og kæmper for at bevare det gode minde om ham. Hvorfor vil du slå Nancy Pelosi, der faktisk kæmper for det samme som dig: At stoppe krigen i Irak, og få resten af de amerikanske soldater hjem?

Helt ærligt, Sheehan! Hvad med at bruge din tid på noget, der bare minder en anelse om fornuft? Alt andet virker sku latterligt.

Foto: AP Photo/Jerry Larson.

Læs historien på nyhedsbloggen.

En stor strateg forlader Det Hvide Hus

Når Karl Rove går ud af døren fra Det Hvide Hus den sidste gang den 31. august, vil det ikke være hvilken som helst mand, der forlader sin post. Det vil være den måske største og bedste strateg, amerikansk politik nogensinde har set.

Lad mig sige det ligeud: Jeg er en stor fan af, hvad jeg kalder Karl Roves positive side. Den side af manden bag flere store valgsejre – de største ved præsidentvalgene i 2000 og 2004 – som står for planlægning, rådgivning og politisk strategi på et højere plan, end nogen andre.

Jeg er dybt imponeret over manden Karl Rove. Han er i sandheden en arkitekt, som præsident George W. Bush kaldte ham efter valgsejren over senator John Kerry i 2004. ”Jeg vil takke mit superbe kampagnehold. Jeg vil takke jer alle for jeres hårde arbejde. Jeg var imponeret hver dag over, hvor hård og hvor talentfuldt vores hold var. Jeg vil takke (…) arkitekten, Karl Rove,” sagde Bush dengang.

I dag var Bush næsten helt vemodig over, at Rove har valgt at forlade ham og resten af ”kammeraterne” i Det Hvide Hus. ”Karl Rove kører videre ud af vejen. Vi har været venner i lang tid, og vi vil fortsat være venner. Jeg vil være på vejen lige bagved dig i et stykke tid,” sagde Bush på den sydlige græsplæne.

Om end han har stået bag mange sejre og nederlag i valgkampe, er det selvfølgelig klart, at man ikke må glemme hans negative sider, som har fået ham involveret i en række skandaler, der bestemt ikke gavner hans eftermæle.

Men desuagtet dette synes jeg ikke, man skal glemme, at det er en stor strateg, der forlader Hvide Hus. Historien vil huske ham for hans politiske strategi – og mange vil kopiere den i fremtiden – og knapt så meget for hans politiske skandaler.

Held og lykke med fremtiden, Karl Rove!

Fotos: AP Photo/Lawrence Jackson og AP Photo/Carlos Osorio.
Citater: American Rhetoric og Wall Street Journal.

Læs mere på nyhedsbloggen:
- Bushs og Roves kommentarer.
- Karl Rove forlader Det Hvide Hus.
- Biografi: Karl Rove.

Lykketoft på gale spor

I et indlæg i Berlingske Tidende den 11. august 2007 ønsker fhv. udenrigsminister Mogens Lykketoft en ny amerikansk politik i konflikten mellem Israel og Palæstina. Han anklager præsident Bush sammen med Israels premierminister Olmert og palæstinensernes leder Abbas for ikke at ville det bedste for befolkningerne. Han mener, de bør tale med Hamas i stedet for at lukke Hamas ude.

USA med præsident Bush og udenrigsminister Condeleezza Rice – og i sin tid også udenrigsminister Colin Powell – har forsøgt at gøre noget ved konflikten. Man har ikke – som Lykketoft fejlagtigt hævder – blot ladet stå til uden at gøre brug af ”USA's enorme magt og indflydelse i Israel” samt støttet høgene i Israel.

Tostatsløsningen, som er blevet vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd, har opnået kraftig støtte af udenrigsminister Rice, som har haft adskillige samtaler med såvel Olmert som Abbas. Der har sågar været afholdt et topmøde mellem parterne – og Olmert og Abbas har mødtes for kort tid siden for at fremme processen.

Hamas har ikke været til megen hjælp. Det kan vel ikke kaldes hjælp at kaste ild på bålet ved for det første ikke at ville anerkende staten Israel (er den ikke ved at være lidt gammeldags?!) og for det andet at starte en mindre borgerkrig i Gaza. Lad os dog se det i øjnene: Hamas vil ikke demokratiet, Hamas vil ikke Israel, Hamas vil ikke tostatsløsningen. Hamas vil have én stat, nemlig Palæstina. Hvad bliver det næste? Sharia-lovgivning?

Slutteligt bør det nævnes, at tidligere premierminister Tony Blair er blevet indsat som ny mand i Mellemøsten for Kvartetten bestående af EU, FN, Rusland – og ganske rigtigt – USA. Blair vil uden tvivl kunne bidrage til den videre fred i området, og ikke mindst til en fremtidig tostatsløsning. Men det er altså væsentlig at huske, at en stat ikke bliver opbygget på én dag – det kan vi jo se med al tydelighed i Irak.

Så alt hvad man kan sige om Lykketofts indlæg er, at Lykketoft er på gale spor. Den amerikanske politik i Mellemøsten følger, hvad der må menes at være den internationalt anerkendte politik.

Som skudt ud af tv-serien – næsten, i hvert fald

Skandalen omkring den amerikanske justitsminister Alberto Gonzales bliver større og større, og presset stiger dag for dag på en justitsminister, der kommer i større og større vanskeligheder, desto mere han åbner munden.

Inden jeg går videre med den sag, vil jeg dog tillade mig at dvæle ved den fabelagtige amerikanske tv-serie ”The West Wing”. Den har vundet to Golden Globes, 26 Emmy’er og fire gange i træk kåret som Outstanding Drama Series.

Særligt én episode må fremdrages som interessant i sammenhæng med skandalen omkring Alberto Gonzales. En civil rumfærge er gået i stykker, og der er ikke meget ilt tilbage ombord – kun en militær rumfærge, der er ukendt for de fleste – næsten alle – kan redde de ombordværende. Kommunikationschefen viser sig anonymt at give denne information videre til en journalist, og skandalen ruller. I sidste ende indrømmer han at have gjort det, og han bliver fyret af præsidenten.

Tilbage til virkeligheden. Otte statsadvokater er blevet fyret af politiske grunde, og justitsministeren med flere i Bush-administrationen bliver viklet mere ind i denne skandale, end de sikkert har lyst til.

Men især justitsministeren selv må siges at være i problemer. Mildt sagt.

Alberto Gonzales var i går til høring i Senatet – igen. Her blev han hovedsageligt konfronteret med fire sager, der kan vise sig at blive fatale for ham.

For det første sagen om besøget hos en syg, tidligere justitsminister John Ashcroft, som ifølge Gonzales skulle være foregået på foranledning af et tværpolitisk udvalg. Medlemmerne af dette udvalg har benægtet, at dette skulle være tilfældet.

For det andet sagen om, at Gonzales skulle have forsøgt at påvirke medarbejdere i Justitsministeriet, før de skulle vidne om fyringerne af statsadvokaterne. Gonzales benægter, men efter at have hørt et udsagn fra en medarbejder, der sagde det modsatte, virkede han famlende.

For det tredje sagen om, at Gonzales skulle have givet ordre til, at vicepræsident Dick Cheneys stab skulle underrettes om verserende sager i Justitsministeriet. Gonzales kunne ikke give en forklaring på, hvorfor han havde givet en sådan ordre.

For det fjerde sagen om, at der til trods for Gonzales’ udsagn om det modsatte skulle være dyb uenighed i Bush-administrationen om aflytningsprogrammet, hvor der ikke – som der skulle ifølge amerikansk lov – var blevet indhentet dommerkendelser, og som præsidenten selv angiveligt skulle have godkendt. Denne uenighed skulle også have været baggrunden for besøget hos fhv. justitsminister John Ashcroft, da denne var syg, og lå på hospitalet.

”Ærlig talt, hr. justitsminister. Jeg har ikke tillid til Dem mere,” sagde formanden for Senatets Retsudvalg, demokraten Pat Leahy, i går under høringen. Men det er ikke det værste for Gonzales. Han står over for en sag om mened.

Hvis denne her skandale skulle være skudt ud af tv-serien ”The West Wing”, ville præsident Bush have fyret Gonzales med det samme – for længe siden! Men om præsidenten mangler modet eller styrken til at gøre det, eller om han bliver presset til at lade være, ved jeg ikke.

En ting er i hvert fald sikker: Det går ned ad bakke for præsidenten, justitsministeren og mange, mange, rigtig mange, andre.

Foto: AP Photo/Oxford Eagle, Bruce Newman.
Citat: Berlingske Tidende, papirudgaven, torsdag den 26. juli 2007, 1. sektion side 18.

Læs mere om TV-serien ”The West Wing”.
Læs en biografi af Alberto Gonzales.

En succes for fremtiden

Efter demokraternes debat i aftes i Charleston, South Carolina, står der flere ting tilbage, som fortjener en bemærkning.

Lad os starte med selve debatformen. Det var dejligt utraditionelt, at seerne og vælgerne havde en mulighed for direkte og ucensureret at stille spørgsmål til kandidaterne. Det var helt sikkert en succes for fremtiden – en succes, der skal gentages.

Den bliver gentaget den 17. september, hvor republikanerne tager imod spørgsmål, men over det længere perspektiv kunne det være interessant at lade denne form for spørgsmål blive stillet i en debat mellem de to (eller flere) præsidentkandidater næste år.

Spørgsmålene var en god blanding af fornuftige, gode spørgsmål samt alternative, sjove spørgsmål. Især det sidste spørgsmål: Fortæl en positiv ting og en negativ ting om den kandidat, der står til venstre for dig. Det affødte nogle morsomme svar.

Når det kommer til kandidaterne, var der ikke noget nyt under solen. Jeg vil vælge at gennemgå hver enkelt kandidat efter karakter på 13-skalaen.

13: Ingen.
11: Barack Obama og Hillary Clinton. Begge senatorer formåede at gøre et godt indtryk. De slog sig fast som frontrunnere til den demokratiske nominering – det bliver mellem dem, kampen kommer til at stå. Deres præstationer var generelt gode med enkelte bump undervejs.
10: Joe Biden. Han leverede klare budskaber og klare svar. Han bør ikke udelukkes som mulig vicepræsidentkandidat.
9: John Edwards. Langt hen ad vejen var det en god debat for ham – bedre end den seneste. Hans fokus på sundhedspolitik er dog ikke bredt nok. Han havde ikke nok ”punch-lines” i modsætning til både Obama og Clinton, der havde rigtig mange.
8: Chris Dodd og Dennis Kucinich. Begge havde en god aften – gode svar og budskaber – men de spillede ikke nogen væsentlig faktor. Kucinich var mere seriøs og værd at høre på end ved de forrige debatter.
7: Bill Richardson. Han var ikke nogen markant figur. Der gik hele 20 minutter, inden han fik sit første spørgsmål! Men han fik imidlertid fyret nogle bemærkninger af, der bør hænge fast.
6: Ingen.
5: Ingen.
03: Mike Gravel. Hvorfor er den mand med? Han bibringer intet. Absolut intet!
00: Ingen.
Det må siges, at selvom spørgsmålsformen var en succes, og selvom spørgsmålsformen levede op til forventningerne, mener jeg ikke, at der kom noget nyt frem. Vi kender allerede kandidaternes holdninger til de fleste emner. Vi ved, hvor de står.

Der skete så lidt, der var banebrydende, hvis man overhovedet kan bruge dette ord. Der manglede i hvert fald noget nyt udover den måde, hvorpå spørgsmålene blev stillet, og udover de alternative, sjove spørgsmål, der blev stillet.

Den demokratiske debat: ******

Mr. Lame-Duck President

Der er gået sommerferie i den her på min blog, og det bliver nok småt med kommentarerne resten af juli og et godt stykke ind i august. Men mon ikke de amerikanske politikere – og du – har det på samme måde?!

Men nu til dagens indslag.

Normalt starter valgkampen forud for primærvalgene i efteråret før, måske først i november eller starten af december. Sådan for alvor, i hvert fald. Det betyder, at den siddende præsident – der ikke har mulighed for at blive genvalgt – i godt ét år ikke har den reelle ”mediemagt”. Medierne fokuserer ikke på præsidenten, men på præsidentkandidaterne. Præsidenten bliver en lame-duck (dvs. en person, der ikke rigtigt har den store betydning).

Denne gang, ved dette præsidentvalg, er præsident George W. Bush udsat for dette med 482 dage tilbage til valgdagen. Han har ikke mulighed for at blive genvalgt, og han har i større grad mistet sin betydning som præsident, idet mediefokus er vendt mod de fremtidige præsidenthåb.

Dertil kommer det faktum, at præsidenten er ikke særlig populær. Mange kalder ham en mislykket præsident. Bush er ikke populær, men han er ikke en mislykket præsident – han har udrettet politik, der er værd at huske, og som har hjulpet såvel det amerikanske samfund som det internationale samfund.

Men at præsident Bush er en lame-duck præsident, blev især bevist i slutningen af juli, da den stort opstillede immigrationsreform blev erklæret død. Præsident Bush var én af hovedarkitekterne bag reformen – hans ønskede den reform mere end nogen anden (hvis man lige ser bort fra John McCain, Jon Kyl og Ted Kennedy m.fl.).

Men hans egne gik imod ham. Dét var måske det største nederlag. De lyttede ikke til præsidentens, partiets leders, bønner om at stemme reformen igennem Senatet, og ved den sidste afstemning – dødsstødet – fik modstanderne endda omvendt indtil flere af dem, som oprindeligt ville stemme for.

Jeg mener helt oprigtigt, at det er en smule synd for Bush, at han ikke får en chance for at gøre noget rigtigt. Han har forpasset den chance ved andre givne lejligheder – eksempelvis muligheden for at gøre noget ved Irak-situationen – men så længe han er præsident, må han forsøge sig, og få lejligheden til at forsøge at gøre en forskel som en præsident, der er på vej ud af Det Hvide Hus.

Men uanset hvor meget jeg er villig til at give verdens mægtigste mand halvandet års tid endnu nogle muligheder, ændrer det ikke på det faktum, at han bør tituleres Mr. Lame-Duck President.

Fotos: AP Photo/Pablo Martinez Monsivais og AP Photo/Ron Edmonds.

Hvis de alle var fra New York…

Hillary Clinton og Rudy Giuliani er allerede i gang med deres forsøg på at blive deres respektive partiers præsidentkandidater. De er begge fra New York. De fleste regner med – selvom han selv afviser – at New Yorks borgmester Michael Bloomberg stiller op som uafhængig præsidentkandidat.

En mulighed, der bestemt ikke blev mindre af, at Bloomberg meldte sig ud af det republikanske parti i juni.

Populært siger man, at der er New York, og så er der resten af USA. Det er prismæssigt, kulturelt og menneskeligt.

Men det ville unægtelig være en smule kedeligt, hvis alle præsidentkandidaterne kom fra New York. Det ville tegne et urigtigt billede af USA, og samtidig også et billede af USA, der ville blive domineret af New York.

Populært siger man, at der er New York, og så er der resten af USA. Det er prismæssigt, kulturelt og menneskeligt. Det ville med andre ord ikke være godt og sundt for præsidentvalget, hvis Hillary Clinton, Rudy Giuliani og Michael Bloomberg alle blev kandidater.

Det er dog interessant, at der er forskel på de tre kandidater indbyrdes, der ikke er partimæssig, men religiøs.

Clinton er protestant.
Giuliani er katolik.
Bloomberg er jøde.

Jeg vil ikke mene, det vil få større betydning i kampagnen, men det er faktisk en smule sjovt, at de tre kandidater på trods af samme hjemstavn, er forskellige på næsten alle aspekter af deres personlige og politiske liv.

"Fordomsfuldheden længe leve!"

Forleden var jeg hjemme ved de gamle, og selvfølgelig fristes jeg til at skrive, faldt talen på politik - dansk som amerikansk. Vi kom til at tale om Henrik Fogh Rasmussens bog "Amerikanske tilstande" og Nyhedsavisens artikler, der har kritiseret bogens figurer og tabeller.

Jeg hæftede mig især ved en interessant konklusion, min far slyngede ud, som jeg gerne vil dele med jer alle:

"Selvfølgelig kritiserer alle dem, der gerne vil bevare det negative billede af USA, bogen. Især folk som David Trads, der absolut intet ved om det amerikanske samfund og forudsætningerne for det. Intet. De er så fordumsfulde, at de ikke kan se ud over deres næsetip. Fordumsfuldheden længe leve!".

You rock, paps!

Boganmeldelse: ”Amerikanske tilstande”

Nu har jeg endelig haft lidt tid til at læse noget litteratur, og hvorfor så ikke læse bogen ”Amerikanske tilstande” af Henrik Fogh Rasmussen? !

Bogen er udpræget en debatbog. Henrik Fogh Rasmussen lægger fint op til debatten bogen igennem, og gør det ved at inddrage de nødvendige fakta i form af tabeller og figurer. Han viser tydeligt, at han har gjort sin research, og forsøgt at finde et bredt grundlag for sine konklusioner.

Det er fantastisk at opleve en forfatter, der tager fat på dette emne. En forfatter, der vel at mærke har noget at have det i. Henrik Fogh Rasmussen lever og arbejder i USA, og han har på denne måde en god indsigt i forholdene på det personlige plan. At han samtidig formår at dele ud af sin viden på et faglitterært niveau er også en god ting.

”Udtrykket ”amerikanske forhold” eller ”amerikanske tilstande” bruges uden omsvøb til at beskrive enhver form for uacceptabel samfundsmæssig situation,” skriver Henrik Fogh Rasmussen i sin bog. Et korrekt stempel at sætte på den danske – og europæiske – debattone. Er noget amerikansk, er det uacceptabelt eller ubrugeligt.

Amerikanerne har deres måde at leve på. Vi har vores. De er forskellige. Men det betyder ikke, at forståelsen skal gemmes væk, og tolerancen skal begraves.

Det er i hvert fald størstedelens opfattelse. Det er ikke min. Mestendels finder jeg de amerikanske tilstande som værende gode, og det er en samfundsform, jeg i det store hele – med enkelte modifikationer – gerne så indført i Danmark og Europa. Jeg synes, vi kan lære meget af amerikanerne og deres levevis, ligesom amerikanerne kan lære noget af os.

Forkert er det, når danskere og europæere generelt tager afstand til amerikanske forhold, og på et fejlagtigt grundlag bedømmer USA. Mange europæere har aldrig været i USA – nogle har kun været der én eller meget få gange, endda måske kun på ”turiststederne”, og har dermed ikke oplevet det sande USA. De har ingen ret til at dømme! Vi har ingen ret til at dømme!

Amerikanerne har deres måde at leve på. Vi har vores. De er forskellige. Men det betyder ikke, at forståelsen skal gemmes væk, og tolerancen skal begraves.

Igennem sin bog evner Henrik Fogh Rasmussen at opstille en række forskelle på det danske og det amerikanske samfund. I nogle debatbøger opleves postulater af forskellig art, men det holder Henrik Fogh Rasmussen sig klogt fra. Han beskriver et samfund, og nedbryder det næsten fasttømret ideal om USA som en nation for de rige og succesfulde, men ikke for de fattige.

Noget, som jeg her vil vælge at fremhæve, er, at Henrik Fogh Rasmussen bruger tabeller og figurer på den rigtige måde. I sin behandling og forklaring af dem beskriver han dem i et nøje og velformuleret sprog. Samtidig gør han altid opmærksom på, hvis man skal lægge mærke til noget i de tabeller og figurer, han netop har beskrevet. Rigtig godt!

Nyhedsavisen har de seneste dage brugt mangt spalteplads på at forklare fejlene i bogen ”Amerikanske tilstande”. Kritikken er i høj grad forfejlet, også selvom Henrik Fogh Rasmussen har indrømmet den fejl, der er i bogen. Jeg opfatter mere Nyhedsavisens felttog mod bogen som en personhetz mod Henrik Fogh Rasmussen fyldt med uholdbar og yderst forfejlet kritik – en kritik, der punkt for punkt kan tilbagevises.

Jeg fristes næsten til at skrive, at det vel måtte komme fra nogle, der bare ikke kan komme overens med idéen om, at Danmark og det danske samfund ikke er drømmesamfundet – for det er det så langt fra! At kritikken måtte komme fra en avis, som har den venstreorienteret David Trads i spidsen, kommer heller ikke som nogen overraskelse.

Stop en kritik, der må betegnes som forfejlet og som en personhetz. Det er en god debatbog. Køb den!

Henrik Fogh Rasmussen: ”Amerikanske tilstande”, forlaget CEPOS (2007): ******.

Læs mere på bogens hjemmeside.

Forfejlet immigrationsforslag

Det er efterhånden noget tid siden, at forhandlere fra Det Hvide Hus og Kongressen fremkom med et forslag til en immigrationsreform. Det er en reform, der i høj grad er behov for – immigrationen skal bringes i kontrol!

Dog er det ikke enhver plan for reformer, der er god nok. Denne plan er slet ikke god nok! For mig er det en fjern tanke at lade 12 millioner illegale immigranter praktisk talt få overdraget legal status og amerikansk statsborgerskab. Det er glædelig gave til nogle mennesker, der bryder enhver form for lovgivning – national som international – og bliver belønnet for det. Hvem ville ikke gerne røve banken og få at vide, at man måtte beholde pengene?!

Der er ydermere tre dissiderede fejl ved forslaget.

For det første blev andre ikke hørt. De enkelte stater – især dem, der er berørt, fordi de ligger lige op ad den amerikansk-mexicanske grænse – burde være blevet hørt. Hvor stor påvirkning har illegale immigranter og immigranter i det hele taget på den økonomiske situation i staten? Er de til gavn eller ej? Faktisk burde den føderale regering i Washington, D.C., også have en interesse i at sådanne spørgsmål blev stillet, og eventuelt også at undersøgelser blev foranstaltet, inden en egentlig reform blev gennemført.

For det andet blev forslaget til immigrationsreform fremlagt som et finjusteret og yderst velafvejet forslag, hvor enhver ændring ser ud til at ville ødelægge forslaget. Som kommentator på Washington Post, George F. Will, bør man vel næsten citere William Shakespeare: ”Take but degree away, untune that string, And hark! what discord follows” (fra ”Troilus og Cressida”).

For det tredje har tilhængere af – og selvfølgelig forfatterne til – reformforslaget dæmoniseret modstanderne, som især er republikanere. Modstanderne er blevet kaldt for snæversynet eller erklæret for at være uinteresseret i, hvad der er bedst for USA.

Hvem ville ikke gerne røve banken og få at vide, at man måtte beholde pengene?!

Hvis man tager udgangspunkt i dette, så er det måske ikke svært at forstå, hvorfor forslaget har svært ved at samle de nødvendige 60 stemmer i Senatet. Bliver man dæmoniseret for ikke at ville stemme for forslaget, vil man vel ofte gå i trods. Derudover er mange republikanere presset af baglandet for at stemme imod forslaget – stemmer de for, vil de måske få svært ved at blive valgt ved deres næste primærvalg (bare se på situationen omkring Chuck Hagel i Nebraska, der bliver kaldt noget tæt på forræder).

Jeg vil dog slutteligt sige, at øget fokus på grænsesikkerhed og grænsekontrol er vigtigt. Det er der ingen i amerikansk politik, der betvivler ret meget. Det er blot måden, det skal gøres på, der skiller vandene. Det vigtigste må være, at grænserne bliver bedre overvåget, og at hegnet langs grænsen bliver fuldført.

Men alt i alt må forslag til immigrationsreform forkastes som et forfejlet forsøg på at gøre det bedste for USA.